I 1960'erne var homoseksualitet i det store og hele ulovligt i de fleste dele af USA. Der fandtes love i bøgerne, der gjorde det strafbart at opfordre til eller dyrke sex med en af samme køn, og som forhindrede folk i at klæde sig i tøj tiltænkt et andet køn end det, de havde fået tildelt ved fødslen. I visse tilfælde var den blotte eksistens af homoseksuelle i en gruppe nok til, at politiet kunne erklære en samling for "forstyrrende". Dette skabte et vanskeligt og farligt miljø for unge homoseksuelle i New York, hvor disse love blev håndhævet med ekstreme fordomme. Ofte var unge homoseksuelle hjemløse og levede på gaden efter at være blevet afvist af deres familier, og stofbrug og sygdom var almindeligt på grund af de nådesløse levevilkår. Der var få steder, denne stærkt marginaliserede befolkningsgruppe kunne slappe af, og et græsrodsnetværk af bøssebarer og samlesteder voksede frem, så de havde et sikkert tilflugtssted. På grund af disse steders ikke helt lovlige status, så grupper inden for organiseret kriminalitet dem desværre som en potentiel indtægtskilde.

I slutningen af 1960'erne drev den kriminelle Genovese-familie de fleste bøssebarer i New Yorks Village, hvor de kunne bruge deres forbindelser til at omgå lokale regler og operere uden om loven. I sommeren 1969 gennemførte politiet en række razziaer mod en af de vigtigste og billigste af disse barer, The Stonewall Inn, som var blevet et fristed for unge på flugt fra livet på gaden og familievold. Politibrutalitet var ikke ualmindeligt, især når det gjaldt arrestationer af queer unge eller farvede unge. Da NYPD gennemførte den tredje i en række razziaer på The Stonewall Inn, havde stamkunderne fået nok af et liv splittet mellem grådige forbryderbosser, hjemløshed og voldeligt politi. Da Stormé DeLaverie, drag king og af blandet race, kom i håndgemæng politiet, som havde foretaget en razzia i klubben 28. juni 1969, spidsede situationen til, og folk, der havde samlet sig i kølvandet på razziaerne, begyndte at bombardere politibetjentene med mønter, batterier og flasker. Den vrede folkemængde skar dækkene op på politibiler, og betjentene, der var i undertal mod en flok, der var vokset til 500-600 personer, barrikaderede sig inde i baren. Ud over DeLaverie blev den afroamerikanske transrettighedsaktivist Marsha P. Johnson og den puertoricanske transaktivist Sylvia Rivera husket som højrøstede ledere af oprøret, der rev parkeringsautomater op af jorden for at bryde gennem politiafspærringen. Taktiske forstærkninger fra NYPD ankom fuldt udstyret, men de unge var smartere og brugte the Villages smalle, diagonale, krydsende gader til at gå uden om politibataljoner. Tusindvis deltog i oprøret, da det var på sit højeste, og optøjer og sammenstød mellem politi og homorettighedsaktivister fortsatte i flere nætter. Det inspirerede til solidaritetsdemonstrationer i Philadelphia og endnu et opgør foran avisen The Village Voices kontorer, der havde rapporteret ugunstigt om det oprindelige oprør. Mens bevægelser for homoseksuelles rettigheder på ingen måde var nye, gjorde begivenhederne i juni og juli 1969 bevægelsen mere militant. Tidligere havde dens fokus hovedsageligt været på accept og respekt.

Gay Liberation Front blev dannet i kølvandet på Stonewall, inspireret af Black Panthers' og antikrigsdemonstranters overbevisende taktik, og var solidarisk med mange pro-sorte sager, f.eks. en march til Women's House of Detention for at støtte den sorte politiske fange Afeni Shakur. Et år senere, den 28. juni 1970, blev der organiseret en march for at fejre det, der dengang hed Christopher Street Liberation Day, for at markere årsdagen for Stonewall-oprøret. Samtidig var der marcher i Los Angeles og Chicago, og det var de første Gay Pride-marcher i historien, en tradition, der fortsætter den dag i dag. Inden for to år efter Stonewall var der homorettighedsgrupper i næsten alle større byer i USA samt Australien, Canada og Vesteuropa, og snart var der homoseksuelle politiske koalitioner i begge større amerikanske partier. Stonewall markerede et vendepunkt i kampen for ligebehandling af LGBTQI-samfundet, et vendepunkt, hvis virkning var direkte relateret til modstandskraften. En arkivhjemmeside, der er lavet Stonewall-stamkunden Willson L. Henderson, viser, at "Stand" af Sly and the Family Stone var blandt de mest populære sange i Stonewalls jukebox i sommeren 1969. Sangen formaner sine lyttere med følgende opfordring: "Kæmp, for de ting, du ved, er rigtige/det er sandheden, der gør dem så anspændte." Denne tekst afspejler det moralske imperativ, som folk gennem historien har henvist til i kampen for deres frihed.

Black Lives Matter-bevægelsen er mere end bare en aktuel politisk begivenhed. Den er en del af en århundredelang tradition for, at de undertrykte rejser sig for med magt at kræve retfærdig og ligebehandling og adgang til grundlæggende menneskerettigheder. Og hvis der sker misbrug, uretfærdighed og brutalitet, vil der også være modstand fra dem, der forestiller sig en bedre, sikrere verden, hvor vi alle kan høre til, og som er villige til at kæmpe for, at vi skal være der. Som forfatter, revolutionær og aktivist, Angela Davis, så rammende udtrykte det: Frihed er en konstant kamp.